Hej.
Jeg er udredt privat for nogle år siden, hvor jeg fik medicinforløb osv. Jeg har holdt pause fra medicin i 1,5 år og er nu opstartet igen. Jeg har derfor brug for en anbefaling af en psykiater, som kan holde en konsultation (gerne online) og derefter udskrive recept til mig.
Jeg tog 70 mg elvanse før, hvilket ikke rigtig fungerede. Den sidste tid har jeg taget min søns aflagte equazym 20 mg og det spiller bare, så jeg skal bare have min egen recept til det.

Hejsa jeg har været på methylphendidate (Medical valley, concerta whatever) i mange år nu og er lige pt på 72 mg som under 18 årig endda. Jeg syntes de sidste to moduler på gym skoledagene til kl 3 at jeg mister fokus og koncentration, samtidig føler jeg mig helt drænet kan ikke igangsætte ting eller opgaver overhovedet efter skole, det hjælper i starten på dagen og syntes generelt også det førhen har hjulpet men syntes overhovedet ikke effekten er vedvarende eller den jeg søger.

Har skrevet til egen læge om elvanse kunne være en ide. Og vil høre jer om jeres process i præperat skifte om i tog den offentlige vej og hvor lang tid det tog og hvad der virker godt for jer. Kan mærke at jeg skal prøve noget andet som forhåbentligt kan virke bedre hvis jeg skal overleve 3 år på gym🥲🙏

Jeg (27K) har fået en ADHD-diagnose og ved ikke rigtig, hvad det betyder for mig. Jeg har set lidt på ADHD-foreningens hjemmeside, men jeg ved ikke lige om det er for mig.

Er der nogle som har erfaring med foreningen, og hvordan de har hjulpet? Evt. Andre foreninger eller fællesskaber, som man kan søge hjælp og støtte hos?

Er der nogen herinde som har erfaringer gode/dårlige med børnepsykiatrien på Glostrup hospital? Vores barn er henvist via PPR, og skolepsykolog med henblik på udredning af autisme/ADHD.

Vi er henvist i vores region, men der er umenneskelige ventetider. Vi snakkede i dag med visitationen som fortalte at Glostrup har kort ventetid, og jeg vil derfor lige høre herinde om nogen har erfaringer med netop dem.

Udfyldte i DIVA testen med psykiater eller alene? Jeg er blevet bedt om at udfylde inden første samtale og hører nogle har forældre med til en samtale. Er bange for om der ikke bliver gået nok i dybden hvis DIVA ikke udfyldes med psykiater og forældre ikke skal med til en samtale? Hvad er jeres oplevelser/erfaringer med det?

Jeg har et barn på 1,5 og vi snakker om at få endnu en nu. Da min første var baby, havde jeg utrolig svært ved at have hende liggende på mig længere tid ad gangen (30-60 min). Jeg fik en ubeskrivelig uro i maven, klaustrofobisk følelse og kunne under ingen omstændigheder sove med hende på mig. Heldigvis havde min kæreste lang barsel sammen med mig, så han kunne tage over, når det blev for overvældende for mig.
Uroen i maven er så slem, at jeg slet ikke kan være i min egen krop, følte jeg var ved at eksplodere og bare måtte "vride mig fri". Tænker det handler om følelsen af at være fastlåst, da jeg f.eks. også har behov for at ligge i en meget specifik sovestilling (med en pude under maven for at afhjælpe uro) for at kunne falde i søvn.
Har nogen erfaringer med lignende?
Jeg frygter, at jeg oplever det samme med et evt. kommende barn, og denne gang skal min kæreste hurtigt (efter 2 uger) tilbage på arbejde igen. Babyer har naturligvis utrolig godt af kropskontakt mv., så det kan gøre mig helt i tvivl, om jeg burde få endnu en. Udover denne (i mit hoved, store) udfordring, er der intet der taler imod endnu et barn lige nu.
Normalt er jeg på 60mg elvanse, men tog intet medicin under graviditet og amning. Ammede dog kun en måneds tid (af andre årsager), hvorefter jeg opstartede medicin igen. Dette hjalp ikke synderligt på lige dette problem.
Kan ikke finde spejling, når jeg søger på nettet, så håber nogen herinde kan genkende og give et godt råd med på vejen ...

Jeg blev diagnosticeret for 10+ år siden.
Arbejder som pædagog i børnehave på 32 timer.
Forrige år blev jeg sygemeldt i nogle måneder med stress og belastningsreaktion efter flere år med (seriøst mange) virkelig traumatiske og belastende hændelser- mest i mit privatliv.
Jeg kan mærke at jeg ikke kan følge med mere. Jeg har altid præsteret mere end hvad jeg egentlig har kunnet holde til, og vænnet mig til følelsen af konstant beredskabs og følelsen af at være bagud hele tiden.
Nu står jeg over for en MUS samtale med min leder snart. Jeg vil rigtig gerne have mere forberedelsestid, og derved mindre tid “på gulvet” . Ikke fordi at jeg ikke vil være sammen med børnene- Det ELSKER jeg!! Men de konstante skift, rutiner, opbrud og larm dræner mig.. og forberedelsen stresser mig, fordi jeg arbejder langsommere og dermed ofte er bagud med forberedelsesarbejde, men samtidig giver det mig også ro, når jeg får det lavet. Findes der en løsning eller paragraf der kan hjælpe, som ikke har økonomisk konsekvens eller en konsekvens for den stilling jeg er ansat i?

Hej

Er der nogen der kan anbefale en god psykolog til psykoedukation efter en ADD/ADHD diagnose i Trekantområdet?

Det må gerne være selvbetalt, bare de har erfaring med diagnosen.

Hej krøllede hjerner
Jeg kæmper med at spise for meget, når jeg har uro eller keder mig.
Sådan har det måske været hele mit liv.
Jeg er overvægtig, og det påvirker mig utrolig meget, nok fordi jeg har været tyndere og tidl. haft et stort vægttab.

Andre der har haft det samme, også efter medicin opstart er det ændret?

Hører gerne alt både dårlige og gode oplevelser. Jeg har indledende samtale med Philip på onsdag.

Har det været muligt for dig at ændre uønsket adfærd efter du fik din ADHD diagnose? Altså har det at få diagnosen og evt. Medicin været et værktøj til at ændre noget af den adfærd der er uønsket, eller har det "blot" givet dig mere forståelse for dig selv?

Har fået en henvisning fra min læge angående udredning. Hun siger at de har et rigtig godt samarbejde med Kim vestbjerg i Ebeltoft, men jeg kan se på anmeldelser og her på Reddit at en del har rigtig
Dårlig erfaring med ham og at han er nedladende
Og endda sexsualiserende overfor nogle kvinder 😳 så nu er jeg på bar bund, nogle der har gode erfaringer med nogle? Jeg ved godt man ikke finder nogle der kun har gode anmeldelser men synes måske der er mange dårlige på
Ham…

Hej jeg står i en lidt presset situation. Primært hjemme da jeg er den eneste indkomst og kone ikke kan få kontanthjælp grundet vi har en bolig. Jeg er ret udbrændt of ramt på stress fronten og føjer mig låst fast da chefen ikke kan undvære mig uden at ansætte en (er den eneste der kan programmere vores maskine.) så frygter for min position hvis jeg bliver sygemeldt.

Har hørt om §56 og har også mange sygemeldinger men min tillid til at få noget af kommunen ret lav. Vill lige høre om det er noget at overveje eller det bare ville være endnu en stressfaktor xD

Hej Hestenettet!
Jeg er forælder til en dreng på 8 år, som bliver tiltagende ked af at gå i skole.
Vi overvejer udredning for adhd og måske også autisme, da han viser tegn på begge. Det er dog pt. ikke på et voldsomt niveau, men nok til at vi er bekymrede for, om det kan udvikle sig til skolevægring med tiden.

Hvilke fordele og ulemper har I oplevet ved udredning af børn?

Jeg sidder i en forholdsvis ny (midlertidig)stilling i en mindre privat virksomhed. I sidste uge havde jeg bedt om et møde med direktøren (min nærmeste leder), fordi de har slået en fast stilling op i det team jeg startede i med udgangspunkt i nogle af de opgaver jeg sidder med. Jeg luftede ideen om at søge stillingen, da jeg har kendskab til systemer. Jeg fik afslag med baggrund i at jeg ikk var opsøgende nok. Han sagde også at han gerne så at jeg bliver lidt mere udadvendt og opsøgende i forhold til mine andre kolleger og nye opgaver. Det med opgaverne kan jeg forstå, men jeg har meget svært ved small talk med kollegerne. Desuden sidder jeg i et hjørne og kan nemt putte mig ind i mine opgaver. Desuden ligger det også langt fra mig at være udadvendt og social, for hvis jeg for jeg har svært ved hvornår jeg er over sharing, så for ikke at være akavet så pakker jeg det ned på jobbet.

Hvordan håndterer I andre balancegangen med socialisering på arbejdet?

Hej

Jeg håber virkelig, at i vil dele jeres tips og tricks, jeg er efterhånden ved at blive desperat for en holdbar løsning.

Jeg har altid haft svært ved ikke at afbryde, når jeg taler med andre. Jeg skammer mig ærlig talt over det, men jeg kan ikke få det under kontrol og det har nået et punkt, hvor det påvirker mit ægteskab rigtig meget.

Det er blevet italesat flere gange, både via små og rolige samtaler og ved store ophedet diskutioner.
Min partner er efter meget påvirket af det. Min partner ved godt, at ADHD spiller en rolle i den adfærd, men det gør det ikke mindre frustrerende.
Og efterhånden efter en del år sammen, så er min partner nået et kogepunkt, der gør det svært at acceptere min adfærd.

Jeg føler virkelig at jeg forsøgt mig med alt muligt og jeg kan bare ikke få det under kontrol, bevares nogle dage er bedre end andre, men andre er bestemt også meget være.

Jeg har forsøgt at være bevidst om det i mine samtaler, men det tager hele mit fokus og alt min energi, jeg har også prøvet at forbedre min kost, forsøgt at motionere og blive bedre til at komme tidligere i seng og jeg kan bare ikke få det til at fungere… så nu venter jeg på en tid hos min psykiater, for at prøve noget andet medicin. Jeg tager Elvanse to gange dagligt 40+30mg og jeg håber virkelig at det kan have en virkning, men det føles ærligtalt lidt håbløst og jeg føler mig helt magtesløs.

Jeg frygter ærligt, at det vil blive årsagen til en fremtidig skilsmisse og det ønsker jeg virkelig ikke….
Og den eneste undskyldning jeg har, er at det skyldes min ADHD og det gør det ikke ligefrem mindre frustrerende, ikke for mig og slet ikke for min partner, som helt sikkert føler sig svigtet og tilsidesat…
Det føler jeg i hvert fald, hver gang jeg tager mig selv i det, eller når jeg ser frustrationen vokse i min partner.

Har i haft samme udfordring, når I har samtaler med andre? Hvordan takler I det og hvad har fungeret for jer, for at mindske eller helt stoppe det?

Mvh

Er der nogle af jer, der har erfaring med udredning for ADD/ADHD og angst hos Privat Psykiatrisk Center i Århus? Hvis ja, så del endelig jeres erfaring 🙏🏼

Tak for de mange svar! Jeg snakker med min behandler om at dele dosis op.

Desuden prøvede jeg 70mg - det er i hvert fald for meget på én gang 🫨

Hej alle,

Jeg er for nylig blevet diagnosticeret med ADHD og er ret hurtigt blevet trappet op på 50 mg Elvanse.

Til hverdag arbejder jeg som skolelærer. Det betyder, at mine arbejdsdage er ekstremt tempofyldte, stressende og fyldt med konstante sanseindtryk. Fra kl. 7:30 til 14:00 har jeg stort set aldrig en eneste pause til hjernen, fordi der bare er fuld fart over feltet hele tiden.

Lige nu oplever jeg et massivt "crash" omkring kl. 15:00. Fra det tidspunkt, og indtil jeg skal sove, er jeg totalt energiforladt, udmattet og føler mig som en zombie.

Min psykiater har foreslået, at jeg sættes op på 70 mg (maksimumdosis). Men psykiateren nævnte også selv, at det er rigtig svært at vurdere, om de 50 mg egentlig virker ordentligt, fordi min hjerne ikke får de nødvendige pauser i løbet af dagen til at nulstille. Effekten bliver simpelthen begrænset af manglen på pauser.

Jeg spurgte min psykiater, om jeg kunne få en lille eftermiddags-booster i stedet for at hæve morgendosis. Det vil psykiateren dog helst ikke give mig, da de frygter, at en booster blot vil give mig mulighed for at presse mig selv endnu længere ud uden at hvile.

Sagen er bare den, at jeg faktisk mærker en klar, positiv effekt af de 50 mg i weekenderne og på dage med mindre stress. Derfor frygter jeg, at en øgning til 70 mg er helt unødvendig, og at det blot vil give flere bivirkninger. Jeg er bange for, at 70 mg bare vil tillade mig at overanstrenge min hjerne endnu mere i skoletiden, hvilket måske vil føre til et endnu værre crash om eftermiddagen.

Derfor har jeg et par spørgsmål:

Er der andre med et højstress-job uden pauser (som f.eks. undervisning), der har stået i det samme?

Hjalp det at gå op på 70 mg på jeres eftermiddags-crash, eller gjorde det det hele værre, når dagene er så intensive?

Hvordan skelner I mellem, at "medicinen ikke virker/aftager", og at "hjernen bare er fuldstændig flad på grund af manglende pauser"?

Jeg vil vildt gerne høre jeres erfaringer og gode råd. På forhånd tak!

Jeg søger hacks til hvordan man kan bo sammen uden at bonusforældren føler sig grænseoverskredet og stresset.

Barnet er klassisk audh men velfungerende. Dog bliver der svaret igen, afvist krav, larmet, drønet rundt i huset (stort med ok mange kvm) og barnet (og bioforældren der også har audh) har svært ved at huske de mange regler der ønskes overholdt som for eksempel ikke at åbne den her skuffe, rydde op efter en tur i køkkenet os.

Bioforældren er konstant på overarbejde for at sikre at barn og bonus ikke lider overlast.

Bonusforældren er på sammenbrudets rand af stress.

Barn er ulykkelig og trives ikke i det der er “safe space”.

Bioforældren har sat sig ind i alt vedr. audh. Der bliver opdraget og reguleret så meget man kan og skal med et barn der faktisk klarer alt i den ydre verden til UG. Det har været en laaaang proces at få barnet et så godt sted hen.

Hvad gør andre?

Flytter fra hinanden og bliver weekendkærester?

Indretter sig med hver sit værelse?

​Hej allesammen,

​Jeg har lidt mange tanker for tiden omkring mit ægteskab, som mange med ADHD nok har engang imellem.

​Jeg er mand (M34) og gift med en kvinde (K33), som nyligt er diagnosticeret med AuDHD. Vi har en dreng, der blev 5 år i går.

​Jeg blev diagnosticeret for 2 år siden, tror jeg, men er først kommet på medicin her i år. Jeg har altid været et rodehoved og haft svært ved daglige gøremål. Jeg bliver nemt distraheret i de ting, jeg laver, så jeg efterlader ofte ting alle vegne. Jeg er klar over, at det ikke er fair over for min kone, og hun er selvfølgelig meget frustreret over det, da hun står for meget af rengøringen og det huslige (jeg kan godt se, jeg lyder ret røvet her).

​Der hvor jeg har det svært med hele situationen, er, at alt det økonomiske pres ligger på mig. Jeg er den eneste, der har en indtægt. Min kone er efter 5 år nu kommet i arbejdsprøvning, men har stadig ingen indtægt (heller ikke kontanthjælp eller dagpenge). Derudover er det mig, der har stået for alt med vores dreng – jeg skiftede alle bleer, står for bad, smører alle madpakker samt afleverer og henter (selvom han er i børnehave 200 meter væk).

​Så har jeg selvfølgelig også alt det andet, der kommer ind fra højre, men hun tager så også det administrative pres (mental load). Desuden siger jeg aldrig nej, hvis folk spørger mig om noget. Jeg er den, der bliver trukket på, hvis der skal gøres noget praktisk i vores andelsforening, og jeg har flere gange været den eneste, der møder op, når venner og familie skal flytte osv.

​Nu er min kone begyndt at sige, at jeg er den mest selviske person, hun kender, og at jeg ikke gør noget, medmindre det er for egen vindings skyld. Når jeg påpeger, at jeg altid hjælper, når folk spørger, og nævner, at det er et af de problemer, jeg slås mest med – da jeg har noget social angst og ikke kan sige nej til folk – så griner hun mig kraftedeme lige op i ansigtet og siger, at hun "havde brug for det grin". Efterfølgende siger hun, at det bare beviser, at jeg "holder regnskab".

​Jeg er meget såret over den episode. Ja, hun var presset, da hun skulle stå for, at børnehaven kom forbi til fødselsdag, og jeg ikke kunne få fri fra arbejde – men jeg kan simpelthen ikke slippe det.

​Jeg er så meget i tvivl om, om jeg faktisk er for egoistisk til at se, at det er mig, der er problemet.

​Jeg synes, jeg knokler på et arbejde med dårlige arbejdsforhold, og samtidig skal jeg være der for vores dreng, når jeg kommer hjem – efter at have brændt alt mit overskud af på min chef (som også har ADHD) og halvdelen af tiden have overanstrengt mig for at nå en deadline, han lige havde glemt, vi havde.

​Det blev lidt et rant, det er jeg ked af, men jeg er sgu nok lidt presset og udbrændt.

Jeg kan starte med en.

… er når jeg hiver alt mit stramme tøj af (især bh) efter en lang dag, og føler livet langsomt kommer tilbage i kroppen 😅🤗

Jeg har brug for lidt sparring fra jer, der har erfaring med ADHD og udredning.

Jeg (26 årig kvinde) har gennem hele universitetet haft en følelse af, at der var et eller andet, der var lidt “off”. For ca. et år siden gik jeg derfor til lægen og fik en henvisning til psykiater.

Jeg har dog haft en lidt speciel oplevelse med min psykiater. Der har stort set ikke været nogen egentlig samtale om mine symptomer eller min hverdag. Min DIVA-test blev på et tidspunkt væk, så udredningen kom i høj grad til at basere sig på min egen vurdering af, om jeg mente, jeg havde ADHD. Derefter begyndte vi egentlig bare at afprøve medicin.

Jeg har siden prøvet:

• Methylphenidat – ingen mærkbar effekt
• Elvanse – heller ingen mærkbar effekt
• Atomoxetin – har taget det i flere måneder, men kan stadig ikke mærke nogen positiv effekt. Primært manglende appetit

Det har fået mig til at tænke: Har vi overhovedet ramt rigtigt med diagnosen?

Når jeg fortæller andre om det, bliver jeg ofte mødt med “men du virker da ikke som en med ADHD”. Jeg har en lang videregående uddannelse og har generelt klaret mig godt, så jeg bonger nok ikke umiddelbart ud i det billede, mange har af ADHD.

Men mine egne udfordringer er ret tydelige:

• Jeg kan næsten ikke koncentrere mig under forelæsninger. Selv når jeg virkelig prøver, kan jeg måske holde fokus i 2-3 minutter, hvorefter jeg er væk i dagdrømme eller andre tanker.
• Jeg har ofte flere tankespor kørende samtidig.
• Jeg har derfor altid været nødt til at læse meget intensivt op til eksamener frem for at kunne følge med løbende.
• Jeg hopper meget mellem opgaver. Jeg kan starte på én ting, komme i tanke om noget andet, begynde på det, få en ny idé og pludselig sidde med fire forskellige ting.
• Jeg laver meget fidgeting til møder, i skolen, lange samtaler osv. og har svært ved bare at sidde stille.
• Jeg er impulsiv og kan hurtigt handle eller tale, før jeg når at tænke det helt igennem.
• Jeg får konstant nye idéer og projekter, som jeg synes er fantastiske i øjeblikket – godt jeg har en lidt mere realistisk kæreste til at hjælpe med at vurdere, hvilke af dem der faktisk giver mening 😅
• Jeg har en stor indre uro og et konstant behov for, at der skal ske noget nyt, vildere eller mere spændende.
• Jeg er ekstremt følsom over for kritik og kan bruge meget lang tid på at overtænke noget, andre måske bare har sagt helt neutralt.
• Jeg overtænker generelt enormt meget og er meget opmærksom på stemninger og små detaljer omkring mig.
• Jeg tager mange indtryk ind og kan have svært ved at filtrere dem fra.
• Jeg har svært ved at vente på, at det bliver min tur til at tale, og er generelt meget utålmodig.
• Jeg kæmper meget med imposter syndrome og føler ofte, at jeg ikke er dygtig eller klog nok, selv når mine resultater objektivt set siger noget andet.

Det, der især får mig til at tænke ADHD, er dog den nærmest fysiske umulighed af at fastholde min opmærksomhed på noget, jeg ikke selv er opslugt af. Jeg kan sagtens koncentrere mig intenst om noget, der interesserer mig, men en forelæsning eller tekst, jeg ikke er fanget af, kan føles næsten umulig.

Samtidig er jeg blevet mere og mere i tvivl, fordi jeg ikke har haft nogen effekt af tre forskellige præparater, og fordi jeg egentlig aldrig føler, at jeg er blevet ordentligt udredt eller har haft en reel samtale med psykiateren om, hvad der ligger bag mine udfordringer.

Hvad ville I gøre i min situation?

Ville I sige direkte til psykiateren, at I er blevet i tvivl om, hvorvidt udredningen/fortolkningen er korrekt, og bede om at få hele udredningen gennemgået igen?

Og hvor normalt er det egentlig ikke at kunne mærke nogen effekt af medicinen – betyder det nødvendigvis noget for, om man har ADHD?

Jeg er selvfølgelig godt klar over, at ingen her kan stille en diagnose. Jeg er mest interesseret i at høre fra jer, der selv har været igennem udredning og medicinering, og hvordan I ville gribe situationen an.

Jeg er 40 år og arbejder i en seniorstilling, hvor jeg skal koordinere en masse.

Jeg blev udredt med ADD for et par måneder siden, og efterfølgende er jeg virkelig begyndt at lægge mærke til, hvor min ADD tydeligt viser sig i hverdagen.

Et meget godt eksempel fra i dag:
Jeg var i gang med at lave et tilbud med en masse linjer, som jeg skulle kontrollere op mod noget andet data.

I stedet for bare at kigge linjerne igennem tænker jeg: Det er da nemmere lige at smide det hele over i Excel og matche priserne op mod hinanden.
Så kan jeg lige bruge Copilot til det kedelige tastearbejde.

Får det sat op og tænker så: Det kunne sgu da være smart at lave en model, hvor jeg fremover bare skal fodre den med data, og så har jeg kontrolleret det hele på 5 minutter.

Så går jeg i gang med at undersøge det…
Og vupti, så er der gået 40 minutter 😂
Finder så ud af, at det vil tage flere timer at sætte ordentligt op, og så siger mit ADD-hoved: Det magter vi ikke. 🤷‍♂️

Resultatet:
Opgaven ville tage ca. 20 min. manuelt.

Jeg brugte:
5 min. på at samle data i Excel.
40 min. med Copilot og på at undersøge, hvordan jeg kunne automatisere det.
Finder ud af, at det er for besværligt.
10 min. på rent faktisk at færdiggøre opgaven.

Det her er et klassisk eksempel på, hvor al min tid bliver af 🤷‍♂️😂

Jeg får nu medicin, som især hjælper mig med faktisk at komme i gang med opgaverne, hvilket er virkelig nice.

Men de her små afstikkere lever stadig i bedste velgående.

Andre med ADD/ADHD, der også får strålet en masse tid væk i løbet af dagen på afstikkere, fordi de er sjovere end bare at gøre det, man egentlig skulle? 😅

Langt skriv, så er man advaret 😉 Håber, der er nogen, som har input til, hvordan vi takler følgende, inden jeg/vi tager fat i kommunen.

Vores tidligere erfaring med kommunen er nemlig desværre ikke særlig gode. Sagsbehandleren mente, at vores datter, som har borderline og ADHD, selv var skyld i sin borderline, indtil vi fik vedkommende på andre tanker via borgerrådgiveren.

Sagens kerne er:

Vores datter er over 18 år og har som sagt borderline og ADHD. Hun får medicin for sin borderline og skal nu til at have den dyre ADHD-medicin Elvanse.

Hun har en månedlig indtægt på SU på 1.100 kr. (A-skat) og et job ved siden af, som giver ca. 700 kr. (B-skat) ekstra.

Udgifterne til den nye medicin bliver ca. 1.000 kr. om måneden. Derudover har hun udgifter til togkort og sin øvrige borderline-medicin på ca. 550 kr.

Det betyder, at hendes nødvendige udgifter allerede overstiger hendes månedlige indtægt, så der reelt ikke er noget tilbage til resten af måneden.

Findes der nogen paragraffer eller andre muligheder, som hun kan søge gennem kommunen, så hun har mulighed for at "overleve" økonomisk?

Vi ved godt, at det som forældre selvfølgelig også er vores opgave at hjælpe til, og vi prøver også at hjælpe i det omfang, der kan trylles.

Hvis nogen har erfaring med lignende situationer eller ved, hvilke paragraffer eller muligheder vi bør undersøge, inden vi tager fat i kommunen, må I meget gerne byde ind.

På forhånd tak for jeres tid og lysten til at læse mit indlæg. 😊

Hej,
Jeg har en tid hos lægen til at få en henvisning for udredning for ADHD. Jeg ved at det via det offentlige er en horribel affærre. Derfor tænker jeg at bruge min sundhedssikring via Danica.

Hvad er jeres erfaring med dette? Er det muligt eller er jeg too late for the party og bør gå via det offentlige?