Halløj brevkasse

Jeg har været i et forhold med en sød fyr i 2+ år som stadig er i “vennekreds” med en pige som han tidligere har haft samleje med (flere gange)

Jeg har dog langsomt lagt mærke til at jeg ikke er velkommen i fællesskabet, fra hendes side. Det startede i form af små ting, en kommentar eller et blik. Men hun har efterhånden trukket det ud til et punkt hvor det virker til at være med vilje.
Såsom:
- Blære sig med at have været sammen med min kæreste, helt uprovokeret da jeg prøvede at lære hende at kende.
- Flashe/skifte tøj foran os.
- Flashe andre kropsdele foran os.
- Generelt udelukke mig/isolere mig fra fællesskabet.
- Mase sig ind foran mig for at få opmærksomhed.

Vi er forresten voksne mennesker som kun ses i professionelle sammenhænge. #wtf

Hvad satan gør jeg?

EDIT:
Ordet “vennekreds” er blevet brugt for ikke at afsløre for meget om erhvervet. Min kæreste er ikke venner med hende og kan heller ikke få hende ud af “vennekredsen”. Se hende mere som en kollega man ikke har hjemmel for at fyre.

Samarbejdet med mor er desværre dårligt, så jeg er ikke en særlig stor del af mit barns hverdag. Det er jeg rigtig ked af.

Jeg kan mærke, at jeg overkompenserer meget, når jeg har mit barn, og efterhånden er jeg nok blevet lidt af en Disneyland Dad. Jeg vil gerne væk fra det, men synes det er svært at skabe følelsen af et naturligt ekstra hjem, når man kun har barnet hver anden weekend.

Så jeg vil virkelig gerne høre fra andre fædre i samme situation:
Hvordan ser jeres weekender ud?
Har I faste rutiner og pligter?
Hvad forventer I af jeres barn, når det er hos jer?
Hvor meget planlægger I aktiviteter, og hvor meget lader I bare weekenden være almindelig hverdag?

Og hvordan har I fået skabt følelsen af, at barnet faktisk også bor hos jer, selvom det kun er hver anden weekend?

Jeg er især interesseret i de helt almindelige ting og ikke kun “vi tog i Tivoli”-oplevelserne.

Min ven kommer konsekvent 30 til 45 minutter før det tidspunkt, vi har aftalt. Hvis vi siger klokken 14, ringer han på 13.20 og står udenfor. Han mener, det er bedre end at komme for sent.

Jeg bruger den sidste halve time på at rydde op, gå i bad eller sidde alene før besøget. Når han kommer tildigt, føler jeg mig presset til at åbne, fordi han ellers står på gaden. Jeg har sagt flere gange, at det aftalte tidspunket er tidspunktet, men han griner og kalder sig “ekstra punktlig”.

Er det rimeligt at lade være med at åbne før den aftalte tid, selv når jeg kan se ham udenfor?

Jeg er en kvinde i 30'erne. Har mand og børn og har et dejligt liv. Der er bare en ting der fylder lidt negativt hos mig, og det er min formåen i at vedholde venskaber.
Jeg har mistet venskaber altid. Jeg har måske veninderne i nogle år men så glider det ud i sandet, og jeg mærker ikke initiativ. Jeg er udemærket godt klar over at jeg skal se ind ad, men har svært ved at se hvad jeg gør galt. Jeg er introvert af person og mit sociale batteri er hurtigt fyldt op. Endnu hurtigere nu hvor jeg har småbørn hjemme der kræver en del af mig også. Jeg kan bedst lide at ses med familien, som jeg gør en del. Men jeg ærger mig også over ikke have nogle tættere veninder. Er det slet ikke muligt at have venskaber mere perifert og løbende kontakt, uden at ses hele tiden? Jeg ærger mig bare over at de forsvinder. Ikke en af de to veninder kom forbi og ville se mit lille nyfødte barn. Det gjorde mig oprigtigt ked af det. Der føler jeg virkelig at de har trukket sig. Et "stort tillykke🥰" er bare ikke lige nok i sådan en stor periode af ens liv 😢

Er jeg forkert i min måde at holde venskaber?
Er meget sød, ordentlig, positiv og til dels dyb.
Ses ikke så ofte men rækker ofte ud.

Er der andre der heller ikke formår at holde på venskaberne? Og skal jeg konfrontere på en sød måde når jeg kan mærke en trækker sig, eller bare lade tingene ske. Vil jo gerne vide om det er mig den er gal med.

(Jeg skaber hverken drama eller noget negativt i venskaberne)

Hej, jeg er en fyr på 22 år, jeg har brug for at få luftet mit hovedt og hjerte. Det går mig ekstremt meget på at jeg stadig intet har lavet med en kvinde endnu mens venner omkring mig åbenbart har sex konstant. Jeg har hverken kysset eller været i seng med nogle. Jeg ved ikke hvordan jeg skal overkomme mit problem, jeg vil mega gerne invitere end sød kvinde ud vis altså det er sådan man gør? jeg ved ikke om byen er stedet? jeg skal snart til noget fest hvor der nok kommer nogle kvinder, jeg er virkelig bange for at blotte mine tanker og følelser hvis nu ikke det er gengældt eller jeg måske er for meget? Altså jeg er bange for at åbne mig op, jeg føler mig næsten dagligt drænet over at gå med de tanker som jeg går rundt med. Håber lidt der er en sød kvinde derude som finder mig en smule sød.

Jeg har et par kollegaer, jeg deler arbejdsopgaver med i min afdeling, som i lang tid (hhv. 1 og 3 år) har sluppet utroligt let om deres arbejde. Indtil videre har jeg ignoreret det, fordi det ikke har haft arbejdsmæssig betydning for mig. Men på det seneste har ledelsen været meget efter mig, fordi vi er bagud og fordi jeg er blevet pålagt et større ansvar end dem.

Bruger jeg 2 minutter mindre effektivt end optimalt, bliver det påtalt. Imens slipper kollegaen på aftenholdet afsted med at forsvinde fra afdelingen op til en time ad gangen flere gange hver aften, hvilket jeg ser, når jeg tager overarbejde. En anden kollega er meget ofte syg, men tager i byen i weekenderne.

Ville I snitche til chefen, hvis I var mig?

Min far gik på pension for tre uger siden. Jeg er glad på hans vegne, men der er opstået en lidt mærkelig situation, som jeg ikke helt ved hvordan jeg skal håndtere.

Jeg arbejder hjemmefra fire dage om ugen, og mine forældre bor ca. 20 minutter væk.

Den første uge efter hans pension ringede han en formiddag og spurgte, om han måtte komme forbi til kaffe. Selvfølgelig. Han blev et par timer, læste avis, lavede lidt frokost og gik igen.

Siden er det begyndt at ske næsten hver dag.

Han kommer typisk omkring 10 og bliver til 14-15. Han forventer ikke, at jeg underholder ham konstant, men han snakker selvfølgelig med mig, spørger om småting, laver kaffe, kommenterer noget han læser osv.

Problemet er, at jeg arbejder meget dårligere, når der er nogen i lejligheden.

I går sagde han nærmest i forbifarten: "Det er faktisk meget hyggeligt, at vi kan ses sådan her nu hvor jeg ikke arbejder længere."

Og dér gik det op for mig, at han ikke ser det som en midlertidig ting. Han har faktisk fået en ny rutine.

Jeg elsker min far og vil gerne se ham. Jeg har bare heller ikke lyst til at have besøg fire arbejdsdage om ugen.

Da jeg nævnte, at jeg nogle dage har brug for helt ro, blev han lidt stille og sagde: "Jeg troede ikke, jeg forstyrrede dig."

Nu føler jeg mig som et røvhul, fordi han tydeligvis bare nyder at have selskab efter mange år med arbejde.

Hvordan får jeg lavet en ny grænse her uden at få det til at lyde som om, jeg ikke gider ham?

Jeg kunne sagtens forestille mig en fast frokost én dag om ugen eller noget i den stil. Jeg kan bare ikke have, at mit hjemmekontor langsomt bliver hans dagligstue.

Jeg startede på studie for præcis en uge siden.

Jeg føler mig ikke rigtigt tilpas. Jeg er og har virkelig været åben, talt med mit stamhold, deltaget i alt intro og været engageret. Alligevel er jeg endt i en situation, hvor jeg er utroligt malplaceret.

Bliver ved med at tænke, det skal nok gå, det bliver bedre, det er jo stadig begyndelsen. Men hold da op, hvor er jeg bare ikke med i nogen gruppe på mit hold. Der er tre store grupper, og det er ikke lykkedes mig at komme ind i én eneste af dem.

Synes egentlig jeg passer godt ind i den ene gruppe, men de er en lukket gruppe.

Jeg overvejer følgende:
Tale med en underviser om det, men igen så taler man jo kun. Og tænker bare, hvad kan de overhovedet gøre?
Lade være med at gå op i det sociale, men føler virkelig, at det så bliver 4 virkelig virkelig lange år.

Det gør det nok heller ikke nemmere, at selve uddannelsen ikke ligefrem trækker helt vildt i mig. Jeg har haft svært ved at finde en uddannelse eller et job, jeg virkelig kunne se mig selv i, og derfor følte jeg, at jeg var nødt til at komme i gang med noget igen.

Lige nu er jeg egentlig bare ret ked af det og i tvivl om, hvor meget der kan nå at ændre sig efter den første uge. Bliver så ked af at høre de andre tale om byen, aftensmadsaftaler, cafeture osv.

Er der andre, der har haft en virkelig dårlig eller ensom start på deres studie, men hvor det senere vendte? Hvor lang tid gik der, før I fandt jeres mennesker?

Hej, jeg bruger aldrig Reddit og havde heller aldrig tænkt mig at bruge det, men nu har min far og jeg gået i 1 år med det her problem og kan ikke slippe af med det. Jeg er 16 år gammel går på gym og det har ødelagt det sidste år af mit liv at jeg må afvise piger og tag afstand til venner.

Vi fik det første gang i september 2025 og siden da har vi været igennem ca. 7 behandlinger hvor vi både har prøvet creme, piller og begge på samme tid. Sidste behandling (for cirka 3 uger siden) var vi ekstremt grundig med rengøring, alt det tøj vi havde på havde været i karantæne i en uge op til vi havde det på, og en uge i karantæne efter brug før vi brugte det igen.

Alt er gjort efter bogen og som de skriver det til os. Vi har fået afvide at det bedste er at nærmest flytte ud af huset, men det er en dyr løsning da vi ikke har sommerhus eller stor båd at være i. Og vi ikke har delt dette problem med familie eller venner. Jeg ved ikke om der er nogen der selv har været igennem dette eller kender et lille fif til hvordan man kan løse det. Jeg har i aften konstateret at jeg højst sandsynligt har det igen, og er uviden da ingen af os har kærester eller har været tætte på nogen.

Undskyld for stave fejl eller mangel på kommaer;)

Hej Janni og Karstens brevkasse.

Jeg har lidt af anoreksi, derefter bulimi og til sidst bed.
Efter en masse hårdt arbejde, er jeg kommet til et punkt hvor at jeg ikke kaster op mere, og jeg har overspisningerne nogenlunde under kontrol.

Jeg spiser sundt og varieret for tiden, men jeg tænker på mad HELE TIDEN.
Ikke fordi at jeg nødvendigvis er sulten, men fordi jeg bare glæder mig til at spise igen. Jeg tænker på hvornår jeg skal spise, hvad jeg skal spise, hvor jeg skal spise det… ja og så når jeg har planlagt det planlægger jeg i morgen…

Hvor er meget er det normalt at tænke på mad? Kan man lære at tænke mindre mad???

Hey Reddit, jeg 21K går på 4. semester på sygeplejerskeuddannelsen. Men jeg har efterhånden indset, at det ikke er det, jeg ønsker at arbejde med. Faktisk har jeg haft disse tanker siden 2. semester, men jeg har fortsat, fordi mine forældre har presset mig til det.
Nu er jeg nået til et punkt, hvor jeg hverken kan eller har lyst til at fortsætte. Samtidig føler jeg mig fanget, fordi mine forældre er meget utilfredse og vrede over min beslutning. Situationen er også svær, fordi jeg endnu ikke ved, hvad jeg i stedet vil. Det gør dem endnu mere frustrerede og det gør mig ærligt talt også usikker og ked af det.
Jeg føler mig stadig ung og ved, at det er normalt ikke at have alle svarene endnu, men lige nu er jeg meget ulykkelig og i tvivl om, hvad jeg skal gøre.
Har I nogle råd eller erfaringer, I vil dele? Jeg vil virkelig sætte pris på jeres perspektiver.

Min venindes far har netop fået en blodprop i hjernen, hvilket har forårsaget enorme funktionsnedsættelser. Jeg synes det er svært at finde ud af, hvordan jeg skal være der for hende. Hvad er det bedste man kan man gøre for hende i sådan en svær tid? Vi er okay tætte, men ses ikke super ofte. Vi har stort set daglig kontakt via sociale medier, og jeg mistænker lidt, at jeg er en af de tætteste veninder hun har lige nu. Jeg vil bare gerne gøre hvad jeg kan for at hun ikke føler sig alene. (Hun har heldigvis også en super sød og støttende kæreste) Er der nogle der har nogle gode erfaringer?

Årh mand… vi har to børn.
Den ene er hos deres far hver anden weekend.
Den anden er fuldtid hos mig.

- jeg har søgt forhøjet børnebidrag via familieretshuset, og de har også fastsat at han skal betale, og også forhøjet bidrag.
De har fastsat han skal betale fra maj måned.

Jeg har forsøgt at lave aftale med ham, hvilket han afviste og truede med advokat. Jeg sagde selvfølgelig at den snak skulle vi ikke have.

Så jeg har nu søgt via udbetaling Danmark at de udbetaler til mig for han gør det ikke.

- Meeeeen hvor længe kan der gå? Og hva er jeres erfaringer med sådan en sag.

Jeg er klar over at de kun udbetaler mindste satsen, og jeg først får det forhøjede når/hvis han betaler dem til udbetaling Danmark.
- så han kan jo bare lade hver.

Men er nysgerrig på andres erfaringer med dette, betaler den anden forældre fordi de ellers ender med kæmpe gæld, rykkere, at gældsstyrelsen tager over osv?

Lige meget hva, synes jeg det er sygt hårdt at vente på penge.
Jeg er i fleksjob. Har en kronisk lidelse der gør jeg ikke ka’ knokle overtimer og tjene en masse penge.

Derfor er det hårdt at have to teenagere, udgifter, og sørge for alt uden nogen som helst bidrag fra ham! Vi lever stramt….
-så glæder mig til der er noget der rykker mht udbetaling Danmark.. min økonomi trænger!!! 😵‍💫

Håber nogen her kan relatere eller have gode råd.

Jeg datede en person kortvarigt for over et år siden. Siden bruddet har vedkommende stalket mig på sociale medier i omkring et år, men efter at havde blokeret personen alle steder, er det for nylig eskaleret til fysisk fremmøde. Personen er dukket op i mit fitnesscenter (et privat center, som jeg har trænet i i årevis), på forskellige hold.

Personen tager ikke direkte kontakt, men er til stede, observerer, og er nu begyndt systematisk at booke de samme hold som mig. Det føles fuldstændig kalkuleret.

Jeg har anmeldt det til politiet, men sagen har endnu ikke fået en sagsbehandler, så der sker reelt ikke noget lige nu. Politiets råd indtil videre har været at fortsætte min hverdag som normalt og ikke lade mig skræmme væk, hvilket jeg forsøger, men det koster en enorm mængde mental energi hver eneste dag.

Det værste er nok, at det fylder konstant i hovedet: Hvad gør personen næste gang? Hvad er næste skridt? Hvornår begynder vedkommende at henvende sig direkte? Jeg går og venter på en eskalering, jeg ikke ved hvornår kommer, eller om den kommer.

Har nogen af jer stået i noget lignende, hvor der ikke er direkte trusler, men et vedvarende og eskalerende mønster? Hvordan har I håndteret det, både praktisk og mentalt? Og har I erfaringer med hvor lang tid der typisk går, før den slags sager bliver taget op?

Tak fordi I læste med.

Ekstra info, som ikke stod i det første opslag:
Dansk Stalking Center er kontaktet, men har lang ventetid og har først tid i næste uge.
Der er oprettet et logskema og alt er blevet logget. Og alle personer der skal orienteres i min omgangskreds er orienteret. Men det er jo det praktiske, det som er "nemt", men hvad gør jeg mentalt? For det er det der er altødeliggende for mig.

PS: Har brugt AI til at strukturere opslaget, så det ikke blev for følelsesladet.

Min far har altid haft et temperament, hvilket i høj grad har præget min barndom. Han blev hurtigt vred når mine søskende og jeg ifølge ham “ikke opførte os ordentligt”. Dette medførte for det meste at han råbte eller skreg af os, kaldte os skældsord, og nogle gange også slog os.

Min mors strategi har altid været at vende det blinde øje til, og feje det under gulvtæppet, for hvis vi ikke snakker om det er det jo ikke sket. Jeg har aldrig været i tvivl om at min mor elsker mig, men jeg har altid oplevet det som et kæmpe svigt at hun bare lod det ske.
Jeg har et par gange prøvet at tale med min mor, og konfrontere hende med hvordan jeg oplevede min barndom, men hun lukker hurtigt i, og forsøger febrilsk at overbevise mig om at det aldrig er sket. Det har i forvejen været grænseoverskridende og en kæmpe overvindelse for mig at bringe det på bane, og jeg har fuldstændig mistet modet over at være blevet mødt af en mur af benægtelse.
Grunden til at jeg ikke har talt med min far om det er, at vi aldrig har haft et forhold hvor vi rigtig har talt sammen, og jeg har ikke haft tiltro til at der ville kommet noget godt ud af at tale med ham. Han har også gode sider, men vi har aldrig været tætte.

I takt med at jeg er blevet ældre, og er flyttet hjemmefra har jeg også selv forsøgt at undertrykke det, og bare forsøgt at glemme min barndom, hvilket selvfølgelig har vist sig at være en umulig opgave. Måske er min fars temperament blevet bedre med tiden, eller også har jeg bare ikke oplevet det som værende så slemt fordi jeg ikke har boet hjemme.

Over de seneste år oplever jeg dog, at det er blevet værre igen. Når han hæver stemmen er jeg pludseligt 5 år igen, jeg bliver svimmel og det sortner for mine øjne.

Det er gået op for mig at jeg gennem hele mit liv har gået på æggeskaller omkring min far for ikke at komme til at antænde hans vrede, men jeg oplever at det bliver sværere og sværere. Det er som om at han laver et manuskript i sit hoved (som han ikke deler med andre) over hvordan tingene skal foregå, og hvis man ikke agerer som han havde forestillet sig bliver han vred.

Jeg går efterhånden rundt med en kronisk knude i maven over hele tiden at skulle forsøge at regne ud, hvordan jeg (ikke) skal opføre mig i min fars selskab.

Det, der nu har fået bægret til at flyde over for mig er at vi har været ude og rejse med hele familien. Min far har (i sit hoved) planlagt, hvem det skal sidde hvor ved bordet på restauranten. Da vi sætter os beder han os om at flytte os. Da et familiemedlem spørger hvorfor råber han bare “FLYT DIG!”.

I situationen vælger alle hurtigt at neddæmme situationen da vi har små børn med som ville blive påvirket hvis der opstod konflikt (de fornemmede heldigvis ikke noget da de var optaget af at lege).

Jeg har nu erkendt, at min strategi med selv at feje det af, og lade som om at det ikke er så slemt simpelthen ikke fungere, og at jeg (for min egen skyld) er nødt til at konfrontere min far.

Jeg søger ikke kommentarer om, hvordan jeg kunne have håndteret situationen anderledes eller at jeg burde have sagt fra for længst, men råd om hvordan jeg kan konfrontere min far med at jeg ikke længere accepterer den måde han behandler andre på. Jeg forventer at han vil blive meget vred, og at min mor vil blive hysterisk og ked af det, og at det vil blive en svær samtale (hvis de overhovedet vil lade mig tale ud).

For min egen skyld vil jeg gerne gøre det på en ordentlig måde så jeg kan gå derfra med hovedet højt, og vide at jeg har gjort hvad jeg kunne for at passe på mig selv.

Så please, hvis I har nogle gode råd eller formuleringer (eller en lignende historie) så kom med den ♥️

Hej alle

Jeg startede her for to uger siden på et studie som faktisk ikke var mit 1 prioritet, men jeg valgte at give det en chance. Nu sidder jeg her, 2 uger efter studiestart og det er bare sletter ikke mig. Før jeg startede på studie var jeg lige flyttet hjemmefra og havde det faktisk ikke særlig godt psykisk, men jeg tænkte at studiet nok ville hjælpe. Det gjorde det ikke, tværtimod.

Jeg står nu i den situation at jeg ikke ved hvad jeg gør med mit liv. Alle mine fremtidsplaner har jeg formet efter det studie og lige nu ved jeg ikke hvad jeg laver om bare 3 måneder.

Jeg overvejer at droppe ud, flytte hjem til forældrene og så arbejde videre, men jeg ved også at tanken om hvad fanden jeg så skal med mit liv, kommer til at følge mig indtil jeg finder ud af det. Tanken om det er ikke noget jeg bare kan ignorere, da jeg faktisk endte på psykiatrisk afdeling her den anden dag grundet det hele.

Har i nogle gode råd eller noget?

(Hvis ikke du har noget godt/passende at sige, så please scroll videre. Jeg føler mig enormt følsom)

.Jeg har mødt en pige på Tinder, som bor i Sydamerika, og jeg kunne godt tænke mig at høre fra folk, der faktisk har erfaring med langdistanceforhold.

Vi har snakket sammen i noget tid nu, og det overrasker mig lidt, hvor naturligt det hele føles. Samtalerne flyder bare uden, at man skal presse noget frem. Vi kan snakke om både seriøse ting og totalt ligegyldige ting, og mange af vores værdier, tanker om forhold og hvad vi gerne vil i livet, virker til at passe ret godt sammen.

Noget af det, jeg faktisk også virkelig godt kan lide, er, at interessen føles meget gensidig. Hun tager selv initiativ til samtaler, spørger ind til mig, viser tydeligt at hun gerne vil snakke og gør generelt en indsats. Det lyder måske som en lille ting, men det er faktisk noget, jeg personligt ikke har oplevet særlig ofte i dating herhjemme.

Jeg vil ikke gøre det til en “danske kvinder vs. sydamerikanske kvinder”-ting, for mennesker er selvfølgelig forskellige uanset land. Men jeg får lidt indtrykket af, at der måske også er en kulturel forskel. Hun virker til at komme fra en kultur, hvor romantik, tydelig interesse og det at gøre lidt mere ud af kontakten med den anden person fylder mere.

Om det faktisk er kulturelt, eller bare er sådan hun er som person, ved jeg selvfølgelig ikke. Men jeg kan mærke, at jeg virkelig godt kan lide den dynamik.

Jeg var selvfølgelig ret skeptisk i starten, fordi hun trods alt bor på et andet kontinent, og man hører jo historier om scams og catfishing. Men indtil videre har jeg ikke set noget, der giver mig grund til at tro, at noget er forkert. Hun er verificeret på Tinder, hendes identitet og sociale medier stemmer overens med det, hun fortæller mig, vi har haft videoopkald, og generelt hænger det hele sammen. Hun har heller aldrig bedt mig om penge eller noget i den stil.

Hun kommer faktisk til Danmark senere på året på ferie sammen med sin mor, så vi kommer forhåbentlig også til at mødes i virkeligheden og finde ud af, om den samme kemi er der face to face.
En anden ret vigtig detalje er, at hun allerede længe før hun mødte mig havde planer om at flytte til Europa. Det er altså ikke sådan, at hun pludselig har fået idéen om at flytte hertil på grund af mig. Hun er ved at uddanne sig til ingeniør, så hun har også en uddannelse, som potentielt kan give hende muligheder i Europa.

Hun har desuden italiensk familie gennem sine bedsteforældre og undersøger muligheden for italiensk statsborgerskab gennem sin familie. Jeg ved ikke præcis, hvordan reglerne ender med at gælde i hendes situation, men pointen er egentlig bare, at Europa allerede var en del af hendes langsigtede plan.

Det er også noget af det, der gør, at jeg ikke automatisk tænker, at det her er dømt til at være et langdistanceforhold for evigt. Hvis vi faktisk mødes, kemien er den samme i virkeligheden, og det udvikler sig til noget seriøst, så findes der i det mindste en realistisk mulighed for, at vi på et tidspunkt kan ende på samme kontinent.
Jeg prøver stadig ikke at bygge et helt fremtidsscenarie op i hovedet, før vi overhovedet har mødt hinanden. Men samtidig bruger vi efterhånden ret meget tid på at snakke sammen, og jeg kan mærke, at jeg oprigtigt er begyndt at blive interesseret i hende.

Så jeg er lidt nysgerrig på erfaringer fra folk, der faktisk har prøvet noget lignende.
Kan et langdistanceforhold mellem to mennesker på hvert sit kontinent realistisk fungere, hvis begge faktisk gør en indsats, og der samtidig er en realistisk mulighed for at lukke afstanden på længere sigt?
Hvor vigtigt var det for jer at have en nogenlunde slutdato på langdistancen?
Og ville I i min situation bare fortsætte med at nyde det, se hvordan mødet i Danmark går og tage det derfra, eller ville I stadig prøve at holde lidt følelsesmæssig afstand, indtil man rent faktisk har mødt hinanden?
Jeg vil især gerne høre både succeshistorierne og historierne fra dem, der prøvede det og bagefter tænkte, at de aldrig ville gøre det igen.

Jeg har været sammen med min kæreste i 5 år, og udefra har vi egentlig et godt forhold. Han er sød ved mig, forkæler mig, inviterer mig ud osv., og jeg ved, at han elsker mig.
Men jeg savner virkelig noget dybere. Han har meget svært ved at være sårbar og fortælle, hvad han går og tænker/føler, hvis noget er svært. Jeg savner at føle, at jeg kender ham helt indeni, og at vi kan snakke om alt.
Vi har også haft meget lidt sex de sidste 2-3 år, og jeg har et større behov for nærhed og lidenskab end ham. For nylig fandt jeg ud af, at han samtidig har brugt en del tid på Reddit/Twitter/Jodel på at se frække billeder og videoer, mens han har sagt til mig, at han var for træt til sex. Han siger, han er stoppet efter jeg fandt ud af det.
Jeg savner også, at vi kan drømme sammen og snakke om livet – ikke nødvendigvis at vi skal giftes eller have børn nu, men bare hvad han føler, ønsker sig, glæder sig til osv. Jeg føler lidt, at vi mest lever hverdagen sammen.
Og det er her, jeg bliver i tvivl om mig selv. For han er jo ikke en dårlig kæreste. Han gør mange gode ting for mig. Men jeg føler mig alligevel ensom og mangler nærhed, dybde og passion.

Er det mig, der forventer for meget? Eller er det egentlig ret normale ting at savne i et parforhold efter 5 år?

Jeg bor i København og har på papiret ikke meget at klage over. Jeg har gode venner, dejlige forældre og en kæreste, jeg elsker. Alligevel føler jeg mig mere og mere ensom.

Min kæreste er norsk, og sidste efterår fik hun et attraktivt job i Norge efter i længere tid at have haft svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Vi havde boet sammen i 3,5 år, men blev enige om, at hun selvfølgelig skulle gribe muligheden.

Jeg er selv meget social og havde aldrig boet alene før. To dage efter hun flyttede, mistede jeg så mit arbejde, fordi min stilling blev sparet væk.

Jeg er samtidig i gang med den sidste del af min uddannelse og skriver nu speciale. Det giver mig heldigvis mulighed for ofte at besøge hende, men betyder også, at jeg bruger mange timer alene derhjemme. De andre fra min studiegruppe blev færdige i sommers, og jeg har endnu ikke fundet et nyt arbejde.

Så på kort tid gik jeg fra at have både en kæreste, et arbejde og en studiegruppe som en fast del af hverdagen til at sidde meget alene.

Jeg ser faktisk mine venner rigtig meget og forsøger bevidst at holde mig beskæftiget. Når jeg er sammen med andre, har jeg det som regel godt. Det er især, når jeg kommer hjem til den tomme lejlighed, at det rammer. Jeg savner hverdagen med min kæreste og kan mærke, at ensomheden efterhånden fylder mere, end jeg synes, den burde.

Vi har klaret langdistanceforholdet godt, og der er ingen tvivl om vores forhold. Hun har nu fået nyt job i sin hjemby, og planen er, at vi skal bo sammen igen inden for det næste år.

Jeg overvejer at flytte til Norge, men er samtidig nervøs for, om jeg selv kan finde arbejde der. Min kæreste trivedes heller ikke, hvor hun arbejdede før, så vi er lidt i tvivl, om hvor vi skal bo i fremtiden.

Det, der bekymrer mig mest, er, at jeg føler mig mere trist og fastlåst end tidligere. Jeg ved ikke, om jeg ligefrem er ved at udvikle en depression, men jeg kan mærke, at jeg ikke rigtig trives i den hverdag, jeg har nu.

Min kæreste mener, at jeg bør tale med min læge eller en psykolog. Jeg har selv svært ved at tage det skridt, fordi jeg tænker, at der findes mennesker med langt større problemer end mine, og jeg har en følelse af, at jeg er til besvær.

Hvornår ved man, at det er tid til at søge hjælp? Og kan man godt føle sig oprigtigt ensom, selvom man faktisk har mennesker omkring sig næsten hver dag?

Hey guys.

Kort spørgsmål.
Jeg vil bare gerne hører, om nogen herinde har haft nogen gode erfaringer med ufaglærte jobs. Er fornyligt droppet ud af mit tidligere studie og har brug for at forsørge mig selv, så jeg kan betale husleje indtil vinterstart, fingers crossed.

Mine no-gos er helst ikke:

Opvasker - Grundet tidligere erfaring og fremmer ikke rigtig nogle kompetencer.

Lagermedarbejder - Same as above.

Sosu-medhjælper - Ikke noget for mig.

(Børnehave - Nød min tid som medhjælper, men vil gerne prøve noget andet.)

Et benspænd er at jeg ikke har kørekort.

Gerne noget med en iorden løn og hvor jeg faktisk fremmer mine kompetencer.

(Allerede aktiv frivillig, vil gerne opsøge mere frivilligt, så vil sætte pris på pointers til dette også!)

Grazie!

Lidt længere omgang brok, beklager.

Jeg arbejder på et museum. Vi har færdiggjort en udgravning, og er ved at solde en masse jord. Med andre ord - jeg vasker jord i gennem en si, for at se om der er nogle gamle fund i jorden. Det foregår udenfor, i en stor container.

Ganske indrømmeligt; det er en meget beskidt affære, og pladsen rundt om containeren ser beskidt ud, fordi vandet sprøjter, og det drysser med jord når containeren bliver tømt.

(Og ja, jeg har taget en lang videregående uddannelse, for at stå og vaske jord hele dagen. Det er ret cool).

Nu bliver det så spændende.

Vejret var skod, så jeg arbejdede indendørs i dag, og registrerede nogle af fundene. Da jeg skal hjem, så står der kraftedme to tykke gutter i 55-60 års alderen og pisser på containeren. Jeg siger, som den gode vendelbo jeg nu engang er, "hallo venner, kan I ikke lige gøre det der et andet sted?". Hvad svarer de så? To mænd uden nogen som helst form for konsekvensberegning i deres hoveder? To mænd hvor bmi'en har overhalet IQ'en - til mig der er stor, velproportioneret (i al fald ifølge min mor) og som værdsætter den pokkers container mere end så meget andet? "Hvad vil du gøre ved det?".

Se nu bliver det rigtig spændende - for jeg vil da selvfølgelig ringe efter politiet 🤨. Ingen håndmadder her, tak. "Sådan en bette hvalp som dig kan heller ikke gøre os noget 😎" siger den ene så. Det pisser mig af.

For at gøre en kort historie lang - han ender med at stå og svine mig og min kvindelige kollega ud (hun bliver kaldet en sur gammel kælling), og siger alskens skældsord om at vi garanteret boller osv., også selvom jeg gentagende gange siger "ven, jeg vil gerne have at i kører nu".

Det er først da jeg er på vej hen til min bil for at tage telefonen og ringe til politiet at han flygter. Han siger så, at han er tilbage for at pisse færdig om en halv time, når vi er kørt hjem.

Jeg sidder tilbage med en følelse af at jeg skulle have gjort noget anderledes. For skulle man have slået ham, og selv risikeret en på låget? Mænd som dem har ingen stopklods før de lærer konsekvenserne af deres egen handling. Skulle jeg have ladet de stakkels mænd tisse færdig og ignorere dem? Der var jo beskidt i forvejen, og desuden stod det også ned i stænger, så det ville blive vasket væk nonetheless.

Jeg er rimelig knotten stadig, for bare tanken om at de fortsætter med at pisse der, fordi "så bliver ham hvalpen så sur", den pisser mig endnu mere af!

Og sidst men ikke mindst - jeg har billede af deres nummerplade, og å-stedet. Bør jeg melde dem til politiet? For de var riiimelig provokerende, for at sige det mildt.

Beklager det lange skriveri, jeg er bare i tvivl om det skulle være håndteret anderledes.

Ok. Hjælp mig lige!

Jeg har en dreng på 14 og han synes jeg jo selvfølgelig er helt fantastisk. Han har humor, et glimt i øjet, han er kvik og får gode ideer. Mange talenter.

Jeg undrer mig simpelthen over hans tilgang til det sociale, andre børn.
Jeg selv var en 14 årig pige engang og jeg gik altid op i hvad de andre sagde og gjorde og syntes de populære var ångssvage og hang ud med venner udenfor skolen der spillede rollespil og musik.

Så for er det sådan at han har gået i den samme skole i 6 år. Og han har hygget sig i sin klasse. Men aldrig haft tætte venner. Lidt da han var yngre. Nu hygger de sig når de gamer. Men nogle af de samme drenge er begyndt at drikke og feste. Han bliver ikke inviteret. Det er ok, siger han. Han gider alligevel ikke hvis han lige pludselig ikke må være med. Han er vant til de styrende drenge kan vende på en tallerken.

Nu har han flyttet skole fordi han begyndte at længes efter noget mere fagligt. Han hyggede sig socialt. Men måske der kunne blive noget mere på den nye skole.

Nu har han gået der nogle uger og han synes det er godt på den nye skole. Han snakker ikke rigtigt med de andre, kun omkring det faglige. Men det er ok, siger han. De virker ikke som nogen jeg kan have det sjovt med, siger han. Men de virker flinke.

Drengene fra den gamle klasse kan han game med. Men han gad ikke tage i klub for at se dem.

Når jeg spørger ham vil han ikke have mere socialt, det er fint siger han. Jeg har jo heller ikke prøvet andet. Vi som familie laver også meget sammen og prioriterer det så han får også noget herhjemme. Men jeg kunne sådan unde ham at være sammen med jævnaldrende. I hans situation havde jeg jo allerede haft mine første 50 nedsmeltninger.

Og jeg kan ikke helt vurdere om han bare er kernesund og robust eller om han slet ikke har det sociale behov jeg kender til. Eller om han lige nu er naiv og tror han bare kan spille med vennerne og alt vil være det samme selvom han ikke dyrker deres relation og tager i klub osv (vil det være det samme?? Kan man blive ved at game sammen?) Og vil han være totalt udenfor på den nye skole hvis han ikke prøver lidt at snakke med nogen…

Hvad tror du der læser? Hvordan var du selv??

Jeg (19 f) går i klasse med en (25 m) han er kærester med en på 17 og har tydlige problemer. Mit dilemma er at han bærer nag over jeg engang afviste ham. Han er virkelig modbydelig og mener han er klogere end alle andre. Han råber højt op i klassen om alt, og blander sig med i alle samtaler. Han har sågar sagt han hader mig og mine veninder. Jeg føler mig domineret og han gør mig til en dårlig person .Hvad synes i jeg skal gøre?

Jeg er en ung kvinde på 20 år.

Jeg har været sygemeldt de sidste 9 (næsten 10) måneder. Jeg blev sygemeldt grundet depression og angst, grundet en stor familiekonflikt. Jeg fik styr på de problematikker, blev udredt for ADHD + kom på medicin, som har god effekt, og er nu fortsat sygemeldt grundet hoftesmerter (jeg er i udredning på OUH).

Før jeg blev sygemeldt havde jeg drømmejobbet i indskolingen (0-3. klasse og SFO’en), og et barnepigejob ved siden af. Så en typisk uge stod på mellem 37 timer og 54 timer. Jeg havde det helt perfekt.
Inden det var jeg i gang med pædagogisk assistent uddannelsen (bestod gf 1 og gf 2), men kom ikke videre, fordi der ikke var pladser nok desværre. (Drømmen er at jeg en dag kan færdiggøre uddannelsen!)

Jeg står nu og vil sindssygt gerne ud og arbejde igen, men jeg må erkende at min hofte tager alt livsglæden fra mig. Jeg kan stå op i aller højest 30 min og kan derefter ingenting. Jeg skal hele tiden skifte mellem at gå, stå og sidde i forskellige stillinger og forskellige siddepladser (stole/sofa/seng). Derfor er en fysisk arbejdsplads ikke rigtig muligt.

Jeg har brugt de sidste 4 måneder på at søge og prøve, og må nok acceptere at det bedste ville være et online job eller online studie. De fleste online jobs jeg har fundet kræver en uddannelse, som jeg ikke har.

Nu er jeg ved at undersøge muligheden for online uddannelse/studie.
Er der noget du kan anbefale?

Jeg er ved at blive sindssyg af at gå hjemme dagen lang.. Jeg bruger det meste af dagen på at løse sudokuer, lave Diamond painting og lave smykker. Men intet af det kan jeg leve af, og kontanthjælpen hjælper ikke meget. 🫣

Hvad synes du jeg skal gøre? Hvad synes du jeg skal prøve at undersøge?
Er der nogle online studier du kan anbefale mig?
Noget du kan anbefale mig at lave for at få tiden til at gå? Muligvis også en måde at tjene penge samme tid?