Efter min mands død i juni 2026 fandt jeg hans lægejournaler og opdagede, at han blev steriliseret efter eget ønske i 2003 – tre år før vi mødtes.

Vi mødtes i 2006, hvor jeg var 28 og han var 33. Jeg udtrykte tidligt mit store ønske om at få børn, hvilket vi talte meget om. Da vi efter et års tid begyndte at prøve, skete der intet. Efter et år henviste min læge os til fertilitetsbehandling. Min mand blev rasende, nægtede at lade sig tjekke og påstod senere, at hans sædkvalitet var normal. I virkeligheden løj han og holdt fast i løgnen i alle vores 20 år sammen.

Jeg vidste at jeg godt kunne blive gravid da jeg havde været gravid 1 gang i et anden forhold men det endte med en spontant abort og jeg fik senere tjekket min fertilitet og alt var normalt.

Fra jeg var 29 til 35 år kæmpede vi forgæves, indtil vi endegyldigt opgav drømmen om børn, fordi det sled for hårdt på vores forhold. Sorgen over aldrig at blive mor har præget mit liv dybt. At opdage sandheden nu, hvor han er død, er et voldsomt chok. Han kunne have forladt mig tidligt, så jeg kunne have stiftet familie, men i stedet stjal han min største drøm. Jeg er nu sygemeldt, knust og efterladt med følelsen af, at vores ægteskab var baseret på en løgn.

Jeg er død ulykkelig.
Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med mit liv længere. Han har frataget mig MIN største DRØM.
——————————————————————————

Tusind tak for alle jeres søde beskeder. De rammer virkelig og varmer mig🙏🏼
Jeg læser dem alle sammen og jeg sætter så utrolig meget pris på alle de søde og omsorgsfulde kommentarer I skriver<3 tusinde tak.

Hvor køber I extension i god kvalitet?
Det må meget gerne være bodywave, krøllet hår Eller yaki/kinky ☺️

Prisen er underordnet.

Hej! Jeg er ved at bygge en lille side, hvor man kan filtrere skønhedssteder i København efter pris, område og stil, i stedet for at lede rundt på Instagram/Google. Er der nogen, der booker den slags behandlinger jævnligt, og har lyst til at prøve prototypen og give ærlig feedback? Kommenter bare hvis det er🙂

Hej…🌸
Jeg er på barsel med min datter, hun er 6 måned. Min søn går i skole. Jeg elsker min børn meget men jeg vil også arbejd igen. Jeg har arbejde i kantine før. Jeg savner mennesker og arbejd. Jeg håber jeg kan starte efter nytår, bar stille og rolig.

Min mand siger det ikke god idé. Han er tænker for meget, men jeg snakke med med ham stille. Jeg vil ikke lave problemer men jeg vil meget gerne arbejd fordi jeg bliver glad.

Jeg spørger jer kvinder. Hvordan jeg snakke med ham på god måder.

Amira❤️

Kan jeg gå med den?

Sagen er den at jeg for over 15 år siden fik en ræve-pels i gave. Den er til at have om halsen. Den har været gemt væk længe, men pga flytningen er den dukket op igen.

Jeg er jo helt i mod alt med pelsindustri osv. men er ræven ikke død helt forgæves, hvis jeg bare smider den ud?
Bør jeg gå med den, så den i det mindste bliver brugt?

Edit: stavefejl

Hej piger! Jeg er i 30’erne og har aldrig rigtig gået med makeup. Jeg har været lidt stresset denne sommer over at finde mig en mand, så jeg begyndte at eksperimentere med at gå med lidt makeup for at tiltrække lidt flere mænd (hvilket altså virker). Jeg har dog et problem med at min mascara bliver grim under sex. Den klumper vipperne sammen og sidder generelt dårlig. Tænker det er pga en kombination af sved, hovedet i puden osv 😂 Har i nogle gode råd til at forhindre det? Er det bare en dårlig mascara, eller?

Jeg er ved at være godt træt af rammer i skod kvalitet…

Hvad/hvor skal man købe rammer hvis det fx skal være rigtig egetræ. Kan det stadigvæk gøres til en nogenlunde pris?

Skal nok bruge 50x70cm

Hejjj!
Jeg har brugt sanzi de sidste måneder og har været så glad for det. Nu har de dsv ændret deres formular oggggg den virker ikke mere på mig.. hvad har I gode erfaringer med? Jeg har ikke sart hud, og har ikke haft bivirkninger/fået røde øjnlåg 🫶🏼😚

Help a sister out 🤥
Jeg har et stort, kraftigt hår, som er helt enormt kruset og tørt, derudover tør, kløende og skællende hovedbund. Jeg fælder helt vanvittigt meget, og jeg kan kun prise mig lykkelig over den store manke, for det er store totter hår jeg mister hver gang jeg vasker hår. Skønno.
Jeg spiser fiskeolie, zink og zelen (og alle andre vitaminer og mineraler der vel nærmest findes derudover). Håret bliver vasket x 1 ugentligt.
Jeg har prøvet alt fra Kerastase, Olaplex og de helt billige shampoos og conditioners, samt altid brugt varmebeskyttelse + olie/serum efterfølgende.
Aktuelt kører jeg med Stuhr shampoo, conditioner og hårkur, samt olaplex varmebeskyttelse og Paul Mitchell hårolie.
Jeg ved godt, at varme er fy og en kæmpe synder, men hvis ikke jeg tæmmer manken med et glattejern, så render jeg rundt med en rævehale på hovedet. 😩🤥

Så kloge kvinder!! Hjælp en krushåret kvinde i nød. For hun orker ikke det hår mere, og er 5 sekunder fra at lave en Britney Spears.✂️

Jeg fryser ekstremt meget cirka fra september til sommeren, men bor med en kæreste der har det varmt året rundt. Derfor søger jeg nu anbefalinger på varmetæpper, sådan jeg kan holde varmen.

De skal meget gerne kunne vaskes samt have en sikring mod overophedning!

Har I gode anbefalinger? 😍

Hej alle. 😊 der er mange reklamer lige nu med cupping mod appelsinhud. Før jeg køber det, og afprøver, er der så nogle, der bruger det, hvor det virker godt, eller er det spild af penge? Det ser jo ud til at virke på reklamer men..??

Edit:

Tusind tak for jeres svar allesammen. Jeg er blæst bagover og har virkelig fået noget at tænke over. Tak ♥️

TL;DR: Vi har været sammen i over halvdelen af mit liv. Jeg føler, at jeg de sidste år har udviklet mig enormt, mens min mand er gået i stå. Jeg bærer stort set hele det mentale load derhjemme, selvom han på sit arbejde er en kompetent og handlekraftig leder. Jeg har sagt meget tydeligt i et år, at jeg har brug for en partner og ikke endnu et barn. Han giver mig ret, men intet ændrer sig. Nu er jeg ikke engang vred længere - jeg har bare fjernet ham fra mit fokus og forventer mindre og mindre af ham. Har andre kvinder været dér? Blev det bedre, eller var det begyndelsen på enden?

Vi har været sammen i over halvdelen af mit liv. Jeg er 35 nu, og på mange måder er vi jo vokset op og blevet voksne sammen.

Men de sidste år har jeg fået en ret massiv følelse af, at jeg stadig udvikler mig, mens min mand bare er… gået i stå.

Og jeg mener egentlig på ret mange områder.

Jeg har tabt 30 kilo, styrketrænet stort set hver dag de sidste tre år og det seneste år trænet op mod en triatlon. Jeg har læst et hav af bøger om seksualitet, kommunikation og parforhold. Jeg har gået til psykolog. Jeg har arbejdet virkelig meget med mig selv og mit liv, og helt grundlæggende er jeg fucking glad for den, jeg er blevet. Jeg er 35 og føler ærligt, at jeg er i min prime.

Men aben i vores forhold har altid været det praktiske og mentale ansvar.

Jeg er projektleder på ALT herhjemme.

Og jeg har prøvet alt. Altså ALT.

Vi har fordelt opgaver. Lavet aftaler. Snakket om mental load. Jeg har trukket mig fra ting for at give plads til, at han selv kunne tage ansvar.
Men resultatet af, at jeg ikke samler op, er ikke, at han begynder at samle op. Tingene bliver bare tabt på gulvet.

Børnene får ikke madpakker med. Der er ikke rent tøj. Tandlægen bliver glemt. Ting bliver ikke købt. Aftaler bliver ikke lavet.

Og jeg er nødt til at understrege: Jeg er pisseligeglad med, HVORDAN tingene bliver gjort. Jeg har ikke et eller andet bestemt system, han skal følge. De skal bare gøres.

Selv når vi deler ansvaret op, ender jeg alligevel med at skulle minde om, følge op, svare på spørgsmål eller på anden måde låne ham min hjerne.

Jeg er seriøst begyndt at joke med, at jeg burde opkræve et beløb, hver gang han spørger mig om noget, han sagtens selv kunne løse.

Og her kommer noget af det, der virkelig er begyndt at nage mig:

Min mand er leder på sit arbejde.
Han har ansatte under sig. Jeg kan høre ham, når han arbejder hjemmefra. Han KAN tage beslutninger. Han KAN være handlekraftig. Han KAN tage ansvar, planlægge og følge ting til dørs.

Kvinderne på hans kontor elsker ham, fordi han er virkelig god til at hype dem og bakke dem op. Jeg kan høre ham sige ting som, at “han er lige bag dem” og “jeg ved du kan klare den her opgave - ring til mig hvis der er noget som helst undervejs!” og jeg kan næsten ikke holde det ud længere.

For den mand får jeg ikke.

Jeg er min egen hype man. Og det er jo faktisk fucking sørgeligt.

Det sidste års tid har jeg meget direkte sagt, at noget skal ændre sig. At jeg vil have en partner. En mand. Ikke endnu et barn, jeg skal administrere.

Jeg har bedt ham om at tale med sine venner, sin far, hvem som helst. Få nogle fucking inputs. Gør ET ELLER ANDET.

Han giver mig ret.

Han siger, han godt kan forstå mig.

Han siger, han er ked af, at jeg har det sådan.

Og så ændrer ingenting sig.

Jeg er ikke vred eller ked af det længere.
Jeg har bare langsomt har fjernet ham fra mit fokus.
Jeg gør mine ting. Træner. Læser. Er sammen med børnene. Har mine interesser. Arbejder på mig selv.

Jeg forventer mindre og mindre af ham, fordi det er nemmere end konstant at blive skuffet.

Og det virker jo på en måde.

Men hold kæft, hvor er det også et ensomt sted at være i et ægteskab.

Han er ikke voldelig. Han drikker ikke. Han er sund og rask, fit, vellidt (især hos kvinder, haha), har et godt job og er en sjov legeonkel for vores børn.
Der er ikke én stor dramatisk ting, jeg kan pege på og sige: DÉR. Derfor.

Jeg savner bare at have en voksen ved siden af mig. En der ser mig. En der tager ansvar uden at blive bedt om det. En der også bærer mig en gang imellem. Jeg savner at få lov til at være kvinde. Jeg ved han elsker mig, men han sætter pris på mig og han er i hvert fald heller ikke bange for at jeg smutter.

Så jeg vil virkelig gerne høre fra andre kvinder, der har stået samme sted:

Hvad skete der?

Fik jeres mand røven med sig?

Kunne I finde tilbage til respekten og følelsen af at være et team?

Eller opdagede I, at det at holde op med at være vred og holde op med at forvente noget faktisk var begyndelsen på enden?

Hjælp en mor her. Min 15-årige plager om en UV-lampe til negle. Men jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Helst så jeg, at hun holder sig til de negle som vi er født med. That’s it.

Hvad ved I om nutidens negleprodukter? Har konverseret lidt med Gemini. Noget tyder på, at det er en halv videnskab, hvor jeg konkluderede at akrylnegle er en alt for hård løsning.

Hvad kan en 15-årig evt. bruge, uden at ødelægge de naturlige negle helt? Findes det? Hun har i noget tid limet negle på. De falder hurtigt af. Hun håndterer dem nok heller ikke som skrøbelig kunst, men nærmere som en håndværker, der er i gang med at rive vægge ned.

Jeg har ingen viden på området. Bruger selv intet andet end mine naturlige negle og lidt godt gammeldags neglelak.

Hej🌸

Undskyld mig jeg skriver sådan lang besked men jeg ved ikke virkelig hvad jeg skal gør og hvem jeg kan spørge om hjælp.

På min søns skole er der en arabisk mor som jeg ved hvem hun er. Min mand kender hendes ekskæreste fra de var ung. Han har fortalt mig hun var sammen også med rigtig mange fra hans gymnasie. Hun lave s..x med mange fra bagved dengang de gik på Langkær i Tilst for cirka 17 år siden.
Jeg har set hun er sammen med to gift mand, måske flere mand jeg ved ikke. Den ene mand har en kone som er gravid og jeg kender hende. De er også kurder. Den anden mand er tyrker. Hans kone er ikke tyrker men jeg ved hvem hun er fordi hun har passet min venindes barn og jeg har set hende mange gange til fodbold kamp.
Den som er sammen med de to mand er god veninde med en kvinde som jeg kender. Hun fortæller hende alt muligt ting og hun er ikke ligeglad. Hun siger hun vil ikke stop fordi hun får mange ting fra mand. Hun får tøj ,iPhone, smykker fra Tyrkiet, parfumer og ting fra Dubai, penge og hendes to børn de får også mange gave fra mand.
Hun siger når den ene mand er god med kone eller er sammen med kone, så hun skriver til den anden og han kommer til hende og spise hendes q…
Hun siger de elsker hendes q… og de vil have hele tiden, også når de er på ferie familie de har telefon s når kone sover.
Min mand har set hende med mand i Silkeborg. Jeg har set hende i Skanderborg og også i Grenå med en mand.
Hun er ikke bange fordi den ene mand som hun er sammen med mange år er hendes gamle chef. Når mennesker har set dem sammen, hun siger bare hun arbejder igen sammen med ham i rengøring.
Den anden mand siger hun til mennesker at han hjælper hende med hendes bil fordi han laver biler.
Hun siger til veninden hun ved hvordan kvinde skal snakke med mand. Den ene mand elsker biler og han elsker hans hår så hun snakker meget biler med ham og siger til ham altid hans hår er flot. Den anden mand elsker sport så hun snakker ham om sport. Hun siger også til veninden hun siger til dem de laver god s…x sammen så de glad og de giver mere gaver.
Hun altid snakker meget grim og deres kone og at de ved de men de er dum.
Hun siger til veninden hun vil ikke stop fordi hun vil også have hus med hendes børn som hendes søster.
Ham som har gravid kone han bor i rækkehus men siger han køber hus. Men den anden mand han har hus.
Hun siger den ene mand kan ikke gå fra hans kone nu fordi hun er gravid og har to i skole så hun skal vent. Den anden mand har store børn og barnebarn. Men han vil ikke miste hus. Så han siger til hende hun skal vente lidt, så de kan bo sammen i hus når hans voksen barne og barnebarn flytter.
Jeg synes rigtig meget synd for de to kone. Jeg synes de skal vide hvad deres mand laver dem. Men jeg ved ikke hvordan jeg kan fortælle dem det.
Min mand siger jeg skal ikke sige noget fordi vi kan få meget problemer med hendes familie, fordi han kender dem og vi også bor i Tilst. Jeg er meget bange også fordi den kvinde er gravid.
De to kone virker som meget søde og smuk kvinde og de er synd og ondt for dem.
Hvad synes i jeg skal gør? Skal jeg vente til hun har født barnet? Og hvordan kan jeg fortælle til dem de uden de kan vide hvem jeg er? Jeg vil ikke have problemer med hendes familie eller at nogen finder ud at det er mig har sagt det.🥺

Jeg har haft et on-going situationship det sidste års tid.

Det var nemt at “holde kørende” det første halve år, grundet vores fælles omstændigheder. Så vi sås mere eller mindre hverdag.

Vi var enig om fra start af, at det bare var hygge og sjov, men skete der ændringer i vores følelser, skulle vi kunne snakke om det. De fælles retningslinjer gik fint de første 3,5 månedstid.
Men med tiden kunne jeg godt mærke at følelserne fra min side ændrede sig, grundet præmissen for et situationship/casual ændrede sig (synes jeg).
Bl.a. kom han med smykker til mig, kom med kærlige hentydninger som indikerede mere end casual - og derudover vidste hans tætteste venner og hans familie om mig.

Et par uger inden vores veje skal “skilles”, bringer jeg samtalen op omkring mine følelser. Han siger de kærlige følelser er gengældt, men grundet aldersforskellen, vores arbejde og afstanden mellem os - ville han ikke bygge videre på det. Jeg var selvfølgelig sønderknust efterfølgende. Men intet mellem os ændrede sig, alt hvad vi plejede at gøre, gjorde vi stadig. Jeg burde nok der have været tydelig med en grænse, men det var jeg ikke…

Da vi så kommer til at skulle sige på gensyn, møder jeg så hans forældre. Og de imødekommer mig med ordene “Ej er der X, som vi har hørt så meget om!!” Og så fik jeg ellers den største krammer. Vi står alle sammen og snakker. Da vi så skal sige farvel til hinanden, kysser han mig så farvel foran hans forældre.

Tiden efter bliver lidt rocky. Vi er jo langt fra hinanden, og kommunikationen bliver svær, men vi har så en LANG snak om det. Han kan ikke rigtig imødekomme mine behov, så vi bliver enig om at jeg skal finde ud af hvad jeg vil og hvad jeg kan være i. Men dette når jeg så ikke rigtig at tænke over, før han begynder at ændre adfærd.
Han bliver meget bedre til at fortælle hvad der sker i løbet af en dag, og inddrager mig MEGET mere i hans liv, og han inviterer mig så over til ham.

Det tilbud tager jeg imod.. hvad jeg troede skulle være en hyggelig stund, bare ham og jeg. Endte med at blive en tur i sommerhus med noget af hans familie.
Mens vi var sammen med dem var der hverken noget nærvær, kys eller lignende. Men nede på stranden da vi var alene fandt han en sten, og skrev mit navn på, som han gav mig.

Men da vi kører hjem, ligger han sin hånd på mit lår, og så begynder alt som vi plejede igen. Og da jeg skal hjem dagen efter kysser han mig også farvel på stationen.

Mit spørgsmål er efterhånden hvad skal jeg stille op efterhånden? På den ene side føler jeg han holder mig tæt, enten fordi han ikke helt selv ved hvad han vil eller for nemhedens skyld og jeg dermed bliver holdt for nar. Eller så er han bare ekstrem god til at adskille følelser fra den oprindelige aftale.
Så længe dette står på har jeg jo ikke lyst til at date andre. For jeg har virkelig aldrig haft denne form for connection med et andet menneske. Vi har haft mange lange og gode snakke gennem tiden, haft nogle rigtige dejlige stunder sammen - og vi har været der for hinanden i det svære tider, bl.a. er jeg ved at blive undersøgt for HPV og celle forandring, hvor han selv sagde at han ville tage med til undersøgelserne fordi han følte han havde et medansvar omkring dette.

Hjælp en forvirret kvinde 😫

Jeg har været nødt til at afbestille en negletid inden et bryllup. Jeg har ikke noget på nu, men jeg overvejer at købe nogle gode Press on negle. Jeg har dog ikke prøvet det i mange år, og jeg ved derfor ikke, hvad jeg bør købe.

Jeg vil gerne have, at det ser naturligt ud og ikke bliver tykke negle. Kan det lade sig gøre?

Hvem, gerne dansk mærke, laver uldfrakker i ren uld, gerne i en cashmere blanding dvs en lækker og varm frakke som kan holde i mange år?

Jeg ved at Sand laver nogle, men vil gerne se efter andre også. Det er så skuffende at finde en flot frakke og så indeholder den kun 50% uld.

Har i nogle anbefalinger til shapewear, til ridebukselår?

Jeg er en str M, men bulen under min hofte er nu så stor at jeg skal op i en L og så bliver tøjet for stort alle andre steder.

Jeg leder derfor efter nogle shorts af en art, som ikke kravler/ruller op og som strammer op på ydersiden. Det behøver ikke at stramme op andre steder, det er kun en bonus 😅

Hvad kan I anbefale?

Hej alle, jeg ønsker at få en BFO, men er meget splittet over hvor jeg skal få lavet dem.

Jeg er meget tynd og lille af natur (162cm, 53kg). BWD ligger på 12 cm. Jeg ønsker naturlige resultater, noget i form af ballerina boobs. Jeg har allerede været til konsultation hos AK Aesthetics og Lift Clinic. Jeg mangler Amalieklinikken og Muru.

I starten var jeg vildt interesseret i OTM Motiva, men efter konsultation hos AK og Lift, så passer det nok bedre med UTM, da jeg ikke har så meget brystvæv til at kamuflere implantatet. De bruger ikke Motiva hos AK, da der ikke er mange langtidsstudier på det. De bruger Motiva hos Lift, men de samarbejder også med dem, så jeg ved ikke om de er biased. Derfor hælder jeg til Mentor UTM nu.

Nogen der har erfaring med de forskellige steder. Evt hørt godt og dårligt? Jeg er interesseret i at høre ALT! Tak på forhånd!

Altså, at en hud er meget skinnende 🫶🏽

Hej skønne kvinder ❤️
Jeg skriver, fordi jeg er i tvivl om, hvorvidt og hvordan jeg kan tillade mig at tage fat i den afdeling, jeg blev opereret på, med henblik på at få en forklaring fra den læge, der har skrevet noget i min journal, som jeg på ingen måde synes er okay.

Jeg blev i juli indlagt med en nyresten, der sad og blokerede for, at urinen kunne løbe fra nyren ned til blæren. Jeg blev tilbudt en operation, hvor der skulle anlægges et JJ-kateter, som går fra nyren, gennem urinlederen og ned i blæren. Jeg fik at vide, at det var en relativt smertefri procedure, og at jeg kunne forvente at komme hjem samme aften.

Da jeg vågnede efter operationen, troede jeg oprigtigt, at jeg var ved at dø af smerter. Allerede på vej ind på opvågningen begyndte jeg at give mig og sagde, at jeg havde virkelig ondt. I løbet af få minutter eskalerede smerterne voldsomt, og jeg har aldrig i mit liv oplevet noget lignende. Jeg lå grædende med min kæreste ved siden af og gentog bare: “Jeg fortryder, jeg fortryder, jeg fortryder.”

Smerterne var langt værre end dem, jeg havde oplevet, da nyrestenen blokerede min urin – og det siger virkelig meget. Jeg var fuldstændig badet i sved, og sygeplejerskerne gjorde alt, hvad de kunne, for at smertedække mig, men intet virkede. Jeg mistede endda kortvarigt bevidstheden flere gange, både på grund af smerterne og den store mængde smertestillende, jeg havde fået.

Lægen, der oprindeligt havde henvist mig til operationen – og som altså ikke var kirurgen, der havde opereret mig – blev tilkaldt. Noget af det første, han siger til mig, er: “Navn… er du bange?”
Jeg svarer, at nej, jeg er ikke bange – jeg har ulideligt ondt.
Han bestiller herefter midazolam, altså beroligende medicin, samt en stikpille mod blærekramper (MAP). Jeg får stikpillen mod blærekramper først, og mens sygeplejersken er ude for at hente det beroligende, stopper mine smerter. Sygeplejerskerne siger efterfølgende selv, at de måske skulle have prøvet med MAP først, da det er naturligt, at blæren kan gå i kraftige kramper, når der ligger et kateter i den.
Jeg bliver efterfølgende indlagt i tre dage. Dels fordi jeg havde fået så meget smertestillende, at jeg havde svært ved selv at trække vejret ordentligt, og dels fordi smerterne fortsat var ekstremt voldsomme. Jeg kunne knapt gå. Når jeg forsøgte at tisse, græd og besvimede jeg af smerter, fordi det gjorde så ubeskriveligt ondt.

En uge senere, da JJ-kateteret skulle fjernes, viste det sig, at kateteret var kollapset ned i min blære. Det var altså ikke “bare” mig, der havde svært ved at håndtere smerterne. Der var en fysisk årsag til dem: Kateteret havde flyttet sig og havde undervejs trukket og revet i mit ureter, hvilket var årsagen til de voldsomme smerter.
Da jeg selv arbejder inden for sundhedsfaget, valgte jeg selvfølgelig at læse min journal. Og her bliver jeg mildest talt chokeret.

Lægen har skrevet, at han vurderer, at der er “en psykisk overbygning, som gør, at jeg har svært ved at håndtere smerter”.

Den formulering har gjort mig virkelig vred.
Jeg har tidligere været i behandling for depression, men det betyder ikke, at mine fysiske smerter skal tillægges en psykisk årsag – og slet ikke, når det efterfølgende viser sig, at der rent faktisk var en konkret fysisk årsag til, at jeg havde så ondt.

Det, der især gør mig ked af det, er følelsen af, at jeg som kvinde ikke blev troet på, da jeg forsøgte at fortælle, hvor voldsomt jeg havde det. I stedet for først og fremmest at blive mødt med nysgerrighed på, hvorfor jeg havde så ekstreme smerter, blev der nærmest sat spørgsmålstegn ved min evne til at håndtere dem. Kun sygeplejerskerne på opvågningen samt gynækologisk afdeling som jeg kom hen på, synes at forstå hvor forbandet ondt jeg havde.

Jeg kan ikke lade være med at tænke: Ville det samme journalnotat være blevet skrevet, hvis det havde været min kæreste, der lå i sengen, badet i sved, græd, mistede bevidstheden af smerter og gentagne gange sagde, at han aldrig havde oplevet noget lignende?

Jeg ved selvfølgelig ikke, om det ville være anderledes. Men jeg kan mærke, at jeg sidder tilbage med en følelse af, at jeg blev ramt af både at være kvinde og af at have en tidligere psykisk lidelse. Som om det gjorde det lettere at forklare mine smerter med psyken frem for at tage dem helt alvorligt som et fysisk symptom.

Jeg har forståelse for, at læger kan danne sig kliniske vurderinger, og at en journal også skal afspejle deres observationer. Men jeg synes, der er stor forskel på at beskrive, at en patient er påvirket, bange eller har svært ved at være i smerterne – og på at skrive, at der er en “psykisk overbygning”, som forklarer, hvorfor patienten har svært ved at håndtere smerter, når der efterfølgende viser sig at være en konkret fysisk årsag.

Så mit spørgsmål til jer er egentlig: Ville I tage kontakt til afdelingen og bede om en forklaring fra lægen? Og har nogen af jer prøvet noget lignende, hvor jeres fysiske symptomer eller smerter blev gjort til noget psykisk, fordi I er kvinder eller har en psykisk historik?

Jeg er virkelig i tvivl om, hvorvidt jeg overreagerer – men jeg kan mærke, at det her sidder i mig.

Min mand, som er i starten af 30’erne, far til to og sidder i konsulentjob i kommunen. Dengang jeg mødte ham, da han var i starten af 20’erne, der var han helt anderledes, end han er blevet nu. Inden for de sidste par måneder, så er det ligesom om, at han er kommet i en midtvejskrise.

Forstået på den måde, at da han var i starten af 20’erne og i den tid jeg har kendt ham, der var han sådan en gut, der gik meget op i sådan noget med styrketræning og lignende, og egentlig var sådan ret gennemsnitlig/sporty type, også i forhold til hans tøjstil og så videre. Alt dette har dog ændret sig en del nu, jeg ved udfra hvad har fortalt mig, at da han var teenager og ung, der var han meget nørdet. Han brugte mest sin tid på at læse historie, geografi, strategispil og sådan nogle ting. Han var egentlig heller ikke mega social eller populær, men heller ikke fordi han blev mobbet eller noget. Det der så sker, det er, at hans kammerat og hans bedste ven går bort, da han er lige omkring de 19 år, da han går ud gymnasiet, og det gør noget ved ham mentalt og hans identitet. Fordi de har altid hængt sammen i forhold til det her.

Han har aldrig været den der type, der havde mange venner. Han har altid været den type, der mere har haft nogle få tætte og meget gode venner. Og det tab gør så, at der er nogle ting, der ændrer sig i ham, og han har selv fortalt, at han nok har haft en depression efterfølgende. Det har gjort noget ved hans identitet, jeg tror, at han simpelthen har tvunget sig selv til at ændre på den han var, fordi han måske ikke følte sig god nok eller et eller andet.

Så i alle de år, jeg kendte ham, der var han lidt mere sådan en almindelig sporty gut, som gik meget op i det, og det var egentlig fint. Men for nogle måneder siden da han skal rydde op i sine gamle minder fra hans ungdom, fordi hans mor skulle flytte. Så finder han masse af sine gamle strategispil, og fotos fra hans teenageår, og det tror jeg har sat noget igang inde i ham. For kort efter begynder han spille Age og Empires, civilisation og noget andet jeg ikke kan huske, og det er ligesom om, det har bragt ham tilbage til, som han selv siger, den han faktisk er.

Han har ændret sig 360 grader, altså på én gang de sidste to måneder. Han har ændret fuldstændig tøjstil og personlighed på mange punkter, og også hobbyer i forhold til det, han lavede før. Han er egentlig blevet en mega nørdet type, jeg synes, det er fedt at se, og det er sjovt at se. Men samtidig er jeg også lidt forundret over hvad der sker, og om det normalt, fordi det er virkelig alt som er skiftet.

Før gik han som sagt op i styrketræning og udseende, lidt mere mærkevare osv. Nu går han mere i nogle mere afslappede hverdagsskjorter og polo’er og habit bukser ( ikke fine ) og er stoppet med alt det hardcore styrketræning og tabt 10 kg og det meste muskel, nu træner han lidt judo og løber en tur i ny og næ. Han har smidt ALT det gamle tøj ud, har droppet kontaktlinser og går med briller.

Jeg synes det klær ham og følelses pludselig, som en helt anden mand, som er i meget mere balance og tilfreds med livet.

Jeg har prøvet eyeliner blyant fra hhv Nilens jord og L’Oréal, som jeg tegner langs vippekanten, men fælles for dem begge er, at de ender under mine øjnene og giver pandaøjne. Kender i en god blyant eyeliner i sort, som bliver hvor den skal hele dagen?